Amanda

Født i 1876, døbt 18.02.1912 ved Chr. Rosing, død i 1948.

Amanda var en 61-årig mor til syv, som boede i Kuummiut i sin søn Moses’ hus. Hun bliver af Knuth beskrevet som en gammel, døv kone, som strålede af humør. Før hun blev døbt, havde hun to hedenske navne, Qangivane (den undselige) og Sukajik (den lille tingest). Ama

nda blev gift første gang med en berømt åndemaner, Maniikullak Qajaq (den lille ujævne) og senere med Malkesua, som fik sit navn som barn fra præsten Rüttels kone, som kaldte ham ”Mælkesut”, 
fordi han ofte kom hos præsten og spurgte, om han kunne få mælk. Grønlænderne kunne ikke udtale ”Mælkesut”, så det
blev til Malkesua.

Arktisk Institut / William Thalbitzer

Amanda var en historisk person. Da et skib ankom med fremmede mennesker, sandsynligvis skibet med Ryders ekspedition i 1892, blev de indfødte bange og flygtede i den tro, at de fremmede ville dræbe dem. Men den unge Amanda, som trods sit navn Qangivane (’den, der plejer at være genert’), frygtede ikke. Hun gik hen imod de fremmede mennesker og truede ad dem. Dette opfattede de fremmede, som at hun vinkede til dem, og de vinkede smilende igen, og således kom man takket være Amanda i fredelig forståelse med hinanden. Som tak bar de fremmede hende i guldstol.

Amanda blev modelleret i dagene 28. februar til 14. marts 1937:

• ”Alle trækkene i hendes flade ansigt snerpede sig i stram bekymring sammen mod næsetippen, som om hendes ansigtshud var snøret fast til dette centrale punkt, ligesom en ballon er snøret til om den lille tap, hvor man fylder gassen ind. Hun så ud til at bære på alle verdens sorger, men mødte man hende og sagde et par venlige ord til hendes, løstes der i samme nu op for tappen, bekymringernes gas gik sporenstregs af Amanda, og hun opløstes i et eneste, strålende, lykkeligt smil. Bly som en ung pige holdt hun så hånden for munden og vendte ansigtet bort.” – Eigil Knuth.
• ”Jeg kunne godt indse, at hun talte sandt, når hun sagde, at hun havde været en ombejlet skønhed i sin ungdom. Trækkene var endnu harmoniske, og overalt sporedes en vis buttethed som rest efter fordums struttende fylde. Den samme bløde bue fandtes i ørerne, hagen, i øjnene og kindbenene.” – Eigil Knuth.

På et tidspunkt kom Knuth til at trykke næsen mod Amandas, imens han studerede hendes ansigt. Dette betyder på gammelgrønlandsk et kys, hvilket ikke faldt ham ind på dette tidspunkt, og Amanda irettesatte ham og sagde, at den slags var meget slemt og upassende.

Knuth blev aldrig helt tilfreds med modelleringen af Amandas ansigt, og tog flere gange hendes øjne, næse og mund af, og han syntes at Amanda selv var langt morsommere, rigere og mere elskelig og eventyrlig end skulpturen nogensinde blev.

Jette Bang / Arktisk Institut     -     Ammassalik Museum    -    Jette Bang / Arktisk Institut