Viola

Født 26.03.1932 i Kuummiut, døbt 15.05.1932 i Kuummiut ved Peter Rosing, død 08.06.2001 på sygehuset i Tasiilaq, begravet 12.06.2001

Helene Elisa Viola Ignatiussen var en 5-årig pige fra Kuummiut, som blev modelleret af Knuth i dagene 2. til 12. april 1937 under kortvarige seancer på grund af Violas skyhed for Knuths nærgående ransagning af alle krumninger i hendes ansigt:

• ”Viola må have troet, at jeg ved mine kunster stjal hendes eget lille allerkæreste hoved fra hende. Hun sad, som om hun sad på potten og led de frygteligste kvaler. Hvad jeg end gjorde, så fulgte hendes stirrende mandeløjne mig
  med angst. Gik jeg til højre, drejede hun sig til højre, gik
  jeg til venstre, drejede hun sig til venstre, kiggede jeg ovenfra, så løftede hun hovedet, og kiggede jeg nedefra,
  så sænkede hun det. Følgelig fik jeg aldrig set hende fra den kant, jeg skulle. Hun passede på alle mine bevægelser, for at jeg ikke pludselig skulle spise hende. Jeg forsøgte ganske lempeligt at dreje hendes hoved i rette stilling, men i samme nu sprang tårerne frem i hendes øjne. Johanne talte hende til ro og fyldte hende med chokolader – lige meget hjalp det. Til sidst kunne hun ikke klare det længere, men en dag, da jeg lagde mig på knæ foran hende for at se hendes hage nedefra, brast hun i voldsom gråd og løb sin vej.
  Så var det slut med den modellering, men hovedet var heldigvis meget nær færdigt” – Eigil Knuth.

Viola har senere i livet fortalt om sin oplevelse med Eigil Knuth, og kan huske, at hun dengang var bange for ham.

Viola blev gift d. 23. april 1950 med Elias Konrad Salomon Boas Mathias Mogens Maratse, kaldt Mathias. Mathias døde otte år senere i 1958, men de nåede at få fire børn sammen. Deres næstyngste søn, Nathan, var kun tre år på dette tidspunkt, og samtidig var Viola gravid med deres yngste søn, Viggo. Hun fik stor hjælp fra sin storebror Nikatius i tiden efter, som fangede sæler til Viola og børnene. Viola selv fiskede, og bliver beskrevet som en stærk kvinde. Hun var alene med børnene indtil hun mødte Asser Jonathansen, som hun blev kærester med omkring 1969. De fik tre børn sammen.

Sammen med Asser Jonathansen flyttede hun i 1965 med flere 

andre familier til Kangerlussuaq mellem Tasiilaq og Ittoqqortoormiit. Filmen ”Udflytterne” af Jørgen Roos fra 1972 omhandler livet dér.

Violas søn Nathan og svigerdatter Else har fortalt, at Viola var et kærligt og omsorgsfuldt menneske med et stort hjerte, og de var altid glade for at tilbringe tid med hende. Hun sørgede for hele familien, og holdt af at lave mad til dem alle. Hun syede også grønlandske nationaldragter til hele familien, både mænd og kvinder, børn og voksne.

Da Viola blev konfirmeret som 13-årig, var det i en nationaldragt, som hun selv havde syet. Hun havde også selv syet sine kamikker, som hun gik med hele livet. Hun gik kun i
gummistøvler, når hun flænsede sæl, og først til allersidst
skiftede hun kamikkerne ud med lette stofstøvler.

Nathan og Else boede hos Viola i Kuummiut indtil de fik deres første barn, og dengang havde Viola meget gigt som følge af hårdt arbejde. En dag sagde hun, at der nok ville komme et barn, som ville blive opkaldt efter hende, og at barnets knogler ville være af plastik. Da Else sagde, at det ville være synd for barnet, rettede Viola det til, at barnet skulle være dansker, for de arbejder ikke så hårdt som Viola havde gjort; de får en uddannelse og
laver det, de vil. Nathans og Elses 7-årige barnebarn Gunnva, Violas oldebarn, hedder Viola til mellemnavn, men insisterer på
at blive kaldt Viola. Hendes væremåde er præcis ligesom sin oldemors; hun vil også gerne sy hele tiden og lave mad til alle,
og giver gerne rådgivning om livet ligesom den gamle Viola. Hun spiser også helst de samme ting, som Viola spiste, selvom hun bor i Danmark. Da hun engang var i zoologisk have, kunne hun ikke få øjnene af en sæl, fordi hun så gerne ville spise den. Nathan får ofte en klump i halsen, når han er sammen med Gunnva, fordi hun minder ham så meget om sin mor.

Nathan og Else har siden arvet Violas hus, og det var også her, Gunnva tilbragte sine første år. Da hun var 2-3 år gammel, flyttede hun med sine forældre til Danmark, og siden har hun haft hjemve til huset i Kuummiut. Når Gunnva er i huset, bliver hun helt afslappet og fortæller, at det er dejligt at komme hjem til sit gamle hus. Hun vil ikke hjem til Danmark igen, og da hun i sommers rejste hjem via Island, sagde hun, at hun bare skulle hente noget, for hun skal hjem til Kuummiut igen en dag. Violas minde lever videre i bedste velgående i Gunnva.