Pele

Født i 1894, døbt 09.04.1917 ved Chr. Rosing, død omkring 1949

Pele Mads Bajare var en 42-årig enkemand fra Kulusuk, som i 1917 var blevet gift med Kristiane, som han fik tre sønner med. Den ene søn blev 21 år gammel, og de andre to døde desværre kort efter fødslen.

Før Pele blev døbt, hed han Amartivvat og Piitini. Han var stærkt bevandret i sine forfædres trolddomskunster, og han udførte åndemaning for Knuth, som Knuth beskrev som ”den rene
parodi på fortidens overtro”:

• ”Hans glansnummer var en lille kort sang, som var en parodi på en mors vuggevise til sit lille barn. Når han foredrog den, bandt han sine lange krøller op med en
• sløjfe til en hårtop og vendte blikket kælent i vejret, så det hvide kom ud af øjnene. Han holdt hovedet hen til den tilhører, som i pågældende øjeblik forestillede barnet, og det endte med, at han under dybe kærlighedssuk omfavnede vedkommende på det voldsomste. Således omfavnede han en aften ovre på Høygårds loft, hvor han residerede, samtlige koloniens europæiske damer efter tur. Ordene i sangen var en slags barnesprog, som det ikke lykkedes mig at få nogen grønlænder til at forklare meningen i, og som jeg har mistanke om, at man ikke længere forstår til bunds” – Eigil Knuth.

Pele blev modelleret i Tasiilaq-atelieret i dagene 6.-13. januar 1937:

• ”Jeg tilsagde Pele som model i det par timer midt på dagen, hvor lyset tillod at arbejde. Lyset var jo kun halvmørke, men netop dette skær passede umærket til Peles åndemanerfremtoning, og der blev en ganske egen stemning over denne modellering. Af legeme som af sjæl var Pele doven og herskabelig anlagt, alle forholdene i hans krop, hoved og ansigt var i sig selv store, og det dæmpede lys forstørrede dem yderligere. Det lange, fyldige hår, det fedladne ansigt og den tætte anorakhætte smeltede sammen til en solid blok, der ganske selvfølgeligt medførte, at jeg lagde hans portræt op i stærkt overnaturlige dimensioner. Leret var et fortrinligt udtryksmiddel for ham: Hans tunge øjenlåg, hans kødfulde næse og hængende underløbe, hans krøllede lokker, hans dragts brede folder, alt lod sig ælte groft og let med fingrene i det fede ler. Der var barokkens stoflige overdådighed i ham, og han mindede overfladisk om Frederik V, Hans Egede eller en af de velnærede franske dauphiner fra gamle stik” – Eigil Knuth.

Da Peles torso var færdig og stod støbt i gips, indviede han den til livet med en ”vrøvlevise” og gav den et kys ved at trykke sin næse mod dens. Bagefter sang han til den med trommen og huggede i hidsige udfald sine kindben mod gipshovedet, som Knuth mente, at han sikkert havde sunget helt sønder og sammen, hvis han ikke i tide havde lagt sig imellem.

Skulpturen er skænket af Grønlands Hjemmestyre i 1984.

Billedkredit:

Pele danser trommedans, fotograf Eigil Knuth, Bogen Knuth 2003.

Buste af Pele, Ammassalik Museum.